Der er lærere, man husker for bestemte øvelser.
Bestemte teknikker.
Bestemte formuleringer.
Og så er der de lærere, som ændrer den måde, man tænker på.
På konservatoriet mødte jeg en sådan lærer.
Steen Pedersen.
Først blev han min lærer.
Siden blev han en livslang ven.
Jeg mødte faktisk Steen længe før konservatoriet.
Som barn gik jeg på Aarhus Folkemusikskole på et hold, der hed Sang, Dans og Spil, hvor Steen var lærer.
Det er stadig noget af den bedste musikundervisning, jeg nogensinde har fået.
Jeg elskede det.
Sangene.
De østeuropæiske folkedanse.
Improvisationerne på forskellige instrumenter.
Glæden ved bare at være i musik.
Set i bakspejlet tror jeg, at de år var stærkt medvirkende til, at jeg mange år senere valgte at søge ind på almen musikpædagogisk uddannelse på konservatoriet.
Og måske endnu vigtigere:
De gav mig en erfaring af, at læring og glæde ikke er modsætninger.
At disciplin og leg godt kan følges ad.
At musik ikke kun handler om at blive dygtigere.
Men også om at blive mere levende.
Da jeg mange år senere igen mødte Steen på konservatoriet, føltes det på en måde som at vende tilbage til noget, der allerede var begyndt.
Jeg husker naturligvis meget af det, han lærte mig om musik.
Men det vigtigste var måske noget andet.
Han lærte os at lære.
Det lyder enkelt.
Men jeg tror efterhånden, at det er noget af det sværeste og vigtigste, en lærer kan give videre.
For hvis undervisning kun fungerer, når læreren er til stede, bliver eleven afhængig.
Hvis eleven derimod lærer at lytte, undersøge, være nysgerrig og stille spørgsmål, fortsætter undervisningen længe efter, at timen er slut.
Det er en gave for livet.
Måske er den største gave, en lærer kan give, ikke svar.
Måske er det lysten og evnen til at fortsætte med at lære.
I min egen undervisning vender jeg ofte tilbage til den tanke.
Jeg ønsker naturligvis, at mine elever synger bedre.
At stemmen bliver friere.
At kroppen arbejder mere præcist.
Men måske er det ikke det vigtigste.
Måske er det vigtigste, at eleven langsomt bliver sin egen bedste lærer.
At man lærer at mærke:
Hvad sker der i min stemme?
Hvad hjælper?
Hvad gør mig friere?
Hvordan lærer jeg bedst?
Der findes ikke én vej.
Der findes lige så mange veje, som der findes mennesker.
Nogle skal forstå.
Nogle skal høre.
Nogle skal se et billede.
Nogle skal mærke det i kroppen.
Nogle skal prøve sig frem.
At undervise er derfor også at lede efter den dør, der allerede står en lille smule på klem.
Jo ældre jeg bliver, desto mere tænker jeg på, hvor stor en gave det er at have mødt mennesker, der lærte én at lære.
Og hvor stor en forpligtelse der ligger i at forsøge at give den gave videre.
Måske er det i virkeligheden det, god undervisning handler om.
Ikke at skabe dygtige elever.
Men at skabe mennesker, som bliver ved med at være nysgerrige.
Mennesker, som tør øve sig.
Mennesker, som bliver ved med at opdage, at noget er muligt.
Jeg tænker tit på Steen.
Med taknemmelighed.
For meget af det, han gav videre, arbejder stadig i mig.
I undervisningen.
I musikken.
Og i livet.