Der findes mennesker, som ændrer et livs retning.
Nina Lange er for mig et af de mennesker.
Da jeg mødte Nina, havde jeg i nogle år sunget med en stemme, som på mange måder føltes fremmed.
Jeg sang, som jeg selv udtrykker det, som en buldrende tønde, der ikke anede, hvem den var.
Den første time hos Nina glemmer jeg aldrig.
Hun sagde:
“Prøv bare at lave en lyd.”
Ikke lave klangfarve.
Ikke tænke teknik.
Ikke sænke struben.
Bare lave en lyd.
Og dér skete der noget.
Der løb vand.
For der var jeg jo.
For første gang i alt for lang tid, dukkede der en stemme op, som var min.
Nina er verdensmester i at skabe rum.
Et rum, hvor man får lov til at være.
Eksperimentere.
Trække vejret.
Fejle.
Være nysgerrig.
Der findes lærere, som fylder et rum.
Og så findes der lærere, som skaber et rum.
Nina hører til de sidste.
Hun er også noget så sjældent som stemmeklog.
Hun lagde et fundament under min stemme, som både kunne bære det klassiske og det rytmiske.
Et fundament, der ikke byggede på bestemte klangidealer.
Men på funktion, frihed og menneske.
Mange af de tanker, jeg selv arbejder med i dag, har rødder dér.
Og så var der det andet.
Det, som man måske først forstår betydningen af mange år senere.
Da jeg midt i min uddannelse ønskede at skifte specialfag fra rytmisk klaver til rytmisk sang, kæmpede Nina for mig.
Hun så noget, som jeg måske endnu ikke helt selv turde se.
Det blev skelsættende.
Det ændrede mit liv.
Der findes mennesker, om hvem man uden tøven kan sige:
Uden dem havde mit liv set anderledes ud.
Nina er et af de mennesker.
Og når jeg i dag underviser, tænker jeg nogle gange på, hvilken betydning et menneske kan få, når det møder et andet menneske med tillid, faglighed og plads.
Måske er det i virkeligheden noget af det største, en lærer kan gøre.
Ikke at forme et menneske.
Men at hjælpe det med at finde hjem.
Nogle mennesker lærer os at synge.
Andre hjælper os med at finde hjem til vores egen stemme.