Der findes en gammel zen-historie om en gås, der er vokset op inde i en glasflaske. Flasken må ikke gå i stykker, og gåsen må ikke komme til skade.
Hvordan får man gåsen ud?
Spørgsmålet virker umuligt. Sindet går straks i gang med at lede efter løsninger. Kan flasken udvides? Kan gåsen gøres mindre? Kan den vrides ud?
Efter lang tids grubleri siger zenmesteren blot:
“The goose is out.”
Det lyder næsten provokerende. For gåsen var jo fanget.
Eller var den?
Zen peger på, at vi mennesker ofte bruger enorme mængder energi på at løse problemer, som vores eget sind først har skabt. Vi bygger flasker af bekymringer, forestillinger og “ja, men…” – og bagefter leder vi desperat efter en vej ud.
Måske er det ikke flasken, der holder os fanget.
Måske er det tanken om, at vi er fanget.
Jeg kommer til at tænke på scenen i filmen Little Buddha, hvor Siddhartha sidder under bodhitræet. Dæmonen Mara sender frygt, tvivl og ødelæggelse imod ham. Men Siddhartha kæmper ikke. Han flygter ikke.
Han gennemskuer illusionen.
Pilene bliver til blomster.
På samme måde kan vores egne indre pile miste deres kraft, når vi holder op med at tro på hver eneste tanke, der dukker op.
Det er måske også derfor, disciplin kan være en ven.
Disciplin er ikke nødvendigvis hårdhed. Den er ofte blot beslutningen om at stoppe forhandlingen med sig selv.
“Jeg skal lige…”
“Jeg begynder i morgen…”
“Jeg er nok ikke klar endnu…”
Zen smiler næsten og siger:
The goose is out.
Der er et tidspunkt, hvor yderligere tænkning ikke bringer os tættere på handling. Den udsætter den blot.
Måske er det derfor, et af verdens mest berømte slogan stadig rammer så rent:
Just do it.
Ikke fordi livet er enkelt.
Men fordi vi nogle gange gør det langt mere kompliceret, end det behøver at være.
♥️