– om den misforståede aggression
Aggression er råkraft. Den skal hverken dæmoniseres eller slippes løs ukritisk. Den skal mødes, mærkes, forbindes og forvandles.
Lad mig forklare, hvorfor jeg tænker sådan.
Vi er blevet bange for aggression.
Ordet vækker billeder af vold, råben og hensynsløshed. Men hvad nu, hvis vi har blandet to vidt forskellige fænomener sammen?
Vold er destruktion.
Aggression er noget andet.
Ordet kommer fra latin aggredi – at gå hen imod.
Ikke at slå.
Ikke at ødelægge.
Men at bevæge sig frem.
Barnet, der rejser sig.
Kunstneren, der tør vise sit værk.
Sangeren, der tør lade stemmen fylde rummet.
Jeg tror, at aggression er den livskraft, der får os til at gå ud og møde verden.
Forleden underviste jeg en klassisk sanger.
Hun sang smukt. Rent. Velkontrolleret.
Og alligevel var der noget, der manglede.
Ikke teknik.
Ikke musikalitet.
Noget, der var svært at definere.
Inden hun sang videre, arbejdede vi med kroppen.
På alle fire lod hun kroppen bevæge sig frit – næsten som en vandplante, der følger strømmen. Så, som en panter, der smidigt bevæger sig gennem junglen. Især lænden fik lov til at søge, dreje og bevæge sig. Følge kroppens impulser.
Samtidig eksperimenterede hun med en lyd og en vokal, som kunne resonere dybt i kroppen. Ikke en “pæn” klang, men en lyd, der kunne mærkes helt ned mod bækkenet, helt ned til halebenet – eller, som vi lidt drillende kalder det: Harley-benet.
Der var ikke noget, der skulle præsteres.
Hun lyttede.
Kroppen lyttede.
Stemmen lyttede.
Derefter bad jeg hende synge den samme klassiske sang igen.
Det var næsten et lille mirakel.
Stemmen blev ikke større.
Ikke højere.
Men mere levende.
Der kom en glød. En retning. En vibration i tonen, som ikke havde været der før.
Det var, som om den klassiske klang et øjeblik havde mødt noget af Annisettes utæmmede livskraft eller Maria Callas’ kompromisløse nærvær. Ikke fordi hun begyndte at synge som dem, men fordi stemmen fik kontakt med en fremaddrivende energi.
Hun kom i kontakt med aggressionen.
Man hører af og til skuespillere, som siger replikkerne smukt og korrekt, men hvor noget alligevel ikke helt lever.
Det kan være, som om speederen og bremsen er trådt ned samtidig.
Den ene del vil frem med replikken.
Den anden holder igen.
Måske fordi der samtidig er en bevidsthed om, hvordan en rigtig teaterreplik skal lyde.
Så kan replikken få en lille smule gemacht-karakter.
Noget, der er lavet.
Ikke noget, der sker.
Jeg tror, vi alle kender det.
I sang.
I tale.
I handling.
Når de modsat rettede kræfter slipper hinanden, og motoren får lov at arbejde, sker der noget mærkeligt enkelt:
Replikken bliver både enklere og tydeligere.
Den schweiziske kropspsykoterapeut David Boadella beskriver mennesket som båret af livsstrømme.
Det billede tiltaler mig.
Ikke fordi jeg nødvendigvis tænker på en usynlig energi, men fordi jeg genkender oplevelsen af, at noget kan flyde frit – eller blive holdt tilbage.
Aggressionen er en grundlæggende livsenergi. En grundlæggende vibration i kroppen.
Det minder mig om fortællingen om Buddha og luten.
En elev spørger, hvordan man finder vejen.
Buddha peger på en lut.
“Hvis strengen spændes for hårdt, springer den.
Er den for slap, kommer der ingen tone.
Kun når spændingen er rigtig, kan instrumentet synge.”
Det gælder også os.
Af mange forskellige grunde dæmper vi netop den spænding, som livet lever af.
Det er som, når en trampolindug bliver slap.
Vi kan stadig stå på den.
Men vi kan ikke længere springe.
Den levende spænding er den, der får os til at rejse os.
Til at skabe.
Til at synge.
Til at sige den nødvendige replik.
Til at gå verden i møde.
Jeg tror, at afsættet for flow er aggression.
Omvendt tror jeg, at det modsatte af aggression er opgivenhed.
Sammenfald.
At stå på den slappe trampolindug.
Det er tankevækkende, at når et menneske er på vej ud af en depressiv periode, kan der begynde at dukke drømme og billeder op med farlige kattedyr.
Tiger.
Panter.
Løve.
Aggressive dyr med skarpe kløer.
Måske fortæller de noget om en kraft, der langsomt er ved at vende tilbage.
Langsomt spændes trampolindugen igen.
For livet har sin egen vibration, sin egen tone.
Den opstår kun, når strengen på et instrument er spændt nok til at kunne klinge – men ikke så hårdt, at den springer.
Så hvordan omfavner vi med denne kraft?
For kraft er ikke i sig selv god eller ond.
Havet kan være stille og roligt. Det kan bære os og give os liv.
Men havet kan også rejse sig og blive voldsomt og destruktivt.
Det samme gælder ilden.
Vi kan tænde et bål og varme os omkring det. Vi kan lave mad over det. Vi kan samle os omkring det.
Men ilden kan også brænde huse og byer til grunden. Hele naturområder kan gå op i flammer.
Hvorfor skulle det være anderledes indeni end udenfor?
Det spørgsmål stillede en præst mig engang.
Jeg har tænkt på det lige siden.
Måske skal aggressionen ikke undertrykkes.
Men vi skal den lære den at kende.
Mærkes.
Rummes.
Gives retning.
Og måske skal den møde noget andet for at blive til noget mere.
Jeg kommer til at tænke på Marie Bergmans eventyr om Harley og prinsessen.
Harley har motoren.
Eksplosionsmotoren.
Han er den fremaddrivende kraft. Han kan køre. Han kan bringe sig selv frem gennem verden.
Men Harley bliver først til noget andet og mere, da han møder prinsessen.
De løber bort sammen.
Og ude i den store skov bliver den rå motorenergi til en stor hjerteenergi.
Det er et smukt billede på, hvad der kan ske med vores egen kraft.
Aggressionen er ikke nødvendigvis målet.
Den er afsættet.
Den er motoren.
Det er først, når motoren møder noget andet – et andet menneske, kærlighed, omtanke, kunst, natur, ansvar – at den kan forvandles til noget større.
Harleyen er heller ikke farlig, fordi den har en motor.
Motoren er det, der bringer den frem.
Først når kraften mister retning og omtanke, bliver den farlig.
Jeg tror ikke, mennesket begyndte at synge for at imponere.
De begyndte at synge, når de blev ramt af en så stor kraft, at de ikke længere kunne nøjes med almindelige ord.
Dansende omkring bålet.
Stemmen var ikke en præstation.
Den var en livsytring.
Sangen hører til dansen om bålet.
Barnet rejser sig.
Harleyen ruller ud på vejen.
Skuespilleren glemmer sig selv og taler til den anden.
Den klassiske sanger mærker motoren helt ned i Harley-benet.
Og pludselig bliver stemmen levende.
Jeg tror, vi blev skabt med aggression for at kunne bevæge os fremad i livet.
Ikke for at ødelægge verden.
Men for at gå den i møde.
Måske er det netop vores opgave:
At møde kraften.
Mærke den.
Forbinde den.
Og forvandle den.
Til bevægelse.
Til skabelse.
Til sang.
Til kærlighed.
Til hjerteenergi.
Til liv.