“Hvordan trækker jeg vejret rigtigt?”
Det er et spørgsmål, jeg ofte får.
Mit svar er næsten altid det samme:
“Det kommer an på, hvad du skal bruge dit åndedræt til.”
Åndedrættet har mange funktioner.
Nogle gange hjælper det os med at falde til ro.
Andre gange skal det gøre os klar til aktivitet.
Derfor findes der heller ikke én rigtig måde at trække vejret på.
Et åndedræt til aktivitet
Når vi synger, har vi brug for et opladende åndedræt.
Et åndedræt, der gør kroppen levende, smidig og klar til lyd.
For mig begynder det med ribbenskassen.
Når mellemgulvet arbejder frit, udvider ribbenskassen sig naturligt.
Udvidelsen er størst omkring de nederste ribben og aftager gradvist op gennem brystkassen.
Det er en tredimensionel bevægelse.
Ikke et pres.
Men en åbning.
Hvad er bælteåndedrættet?
Nogle sangere har lært at skabe indåndingen ved bevidst at presse maven eller taljen ud mod et imaginært bælte.
Tanken er, at denne bevægelse giver mellemgulvet mere plads.
Jeg oplever ofte noget andet.
Når taljen aktivt presses ud, sker det let på bekostning af ribbenskassens frie bevægelse.
Den naturlige udvidelse bliver mindre.
Og kroppen begynder at arbejde hårdere, end den behøver.
Når kroppen låses
Jeg ser ofte, at et aktivt bælteåndedræt ledsages af andre kompensationer.
Den nederste del af ribbenskassen bliver mindre bevægelig.
Svælget mister noget af sin naturlige elasticitet.
Og stemmen søger nye veje for at skabe den klang, sangeren ønsker.
Det betyder ikke, at bevægelse omkring taljen er forkert.
Tværtimod.
Når mellemgulvet arbejder frit, vil bevægelsen ofte kunne mærkes hele vejen rundt om kroppen.
Forskellen er, hvordan bevægelsen opstår.
Kommer den som en naturlig følge af en fri indånding?
Eller skabes den ved aktivt at presse kroppen i en bestemt retning?
For mig er det en afgørende forskel.
Liv i åndedrættet
Jeg tror grundlæggende, at kroppen søger bevægelse.
Når dele af åndedrættet bliver fikseret, mister kroppen noget af den frihed, den er skabt til.
Det gælder ikke kun i sang.
Det gælder også i livet.
Vi holder alle sammen vejret indimellem.
Når vi bliver forskrækkede.
Når vi koncentrerer os.
Når noget bliver svært.
Kroppen er klog.
Den forsøger at hjælpe.
Men hvis denne måde at trække vejret på bliver en vane, kan den komme til at begrænse både stemmen og bevægelsen.
Mit mål
Jeg forsøger at udvikle en indånding, der bygger på kroppens naturlige bevægelser. En indånding, der både kan trænes og genfindes.
Stemmen bliver lettere.
Klangen bliver rigere.
Og mange oplever en fornemmelse af, at kroppen igen arbejder med dem – i stedet for imod dem.
Se også
Hvis du er nysgerrig på sammenhængen mellem åndedrættet og nervesystemet, kan du se min video om emnet.