At sænke struben – men hvordan?
Hvis du har sunget klassisk, har du sikkert hørt beskeden:
“Sænk struben.”
Rådet er ikke forkert.
Men måden, det bliver forstået på, kan få stor betydning for stemmen.
For der findes grundlæggende to forskellige måder at sænke struben på.
Den ene er mekanisk.
Den anden er det, jeg kalder en diaphragmal sænkning.
Den mekaniske vej:
Den mekaniske sænkning sker ved, at vi forsøger at påvirke struben direkte.
Det kan være gennem en kunstig gabefornemmelse, et aktivt løft af ganesejlet ved drøblen eller forestillinger som:
“Forestil dig en varm kartoffel bagerst i munden.”
“Gør halsen til et stort åbent rør.”
Eller ganske enkelt:
“Sænk struben.”
Problemet er ikke intentionen.
Problemet er, at kroppen ofte løser opgaven ved hjælp af tungen og tungebenet, som presser struben nedad.
Resultatet kan blive en fikseret strubestilling.
Stemmen bliver mørkere.
Men den bliver ikke nødvendigvis friere.
Den diaphragmale vej
Der findes en anden mulighed.
Når kroppen arbejder frit, og mellemgulvet får lov til at udvide sig naturligt, følger struben ofte med ned.
Ikke fordi vi forsøger at flytte den.
Men fordi resten af kroppen skaber betingelserne for det.
For mig er det en vigtig forskel.
Jeg forsøger ikke at få struben til at gøre noget.
Jeg forsøger at skabe de kropslige forudsætninger, hvor struben selv finder sin mest hensigtsmæssige placering.
Et spørgsmål om klangfarve
Det betyder ikke, at jeg altid søger den samme formning af kroppen.
Tværtimod.
Den måde, vi former ribbenskassen på, er også et valg af klangfarve.
En stor og dyb åbning omkring de nederste ribben giver ofte en mørkere og mere rund klang.
En større åbning omkring midten af ribbenskassen kan tilføre lidt mere kant og nærvær i lyden.
En mere højcostal indånding kan give mere lys til klangen og lettere adgang til de høje toner.
Ingen af disse valg er rigtige eller forkerte.
De giver blot forskellige muligheder.
Pointen er derfor ikke, at struben altid skal sænkes.
Pointen er, at vi bevidst kan forme kroppen og indåndingen efter den klang, vi søger.
Strubens placering bliver dermed ikke et mål i sig selv, men en del af en større sammenhæng mellem krop, åndedræt og klang.
Når håndværket bliver til musik
Når værkstedsarbejdet er gjort, sker der ofte noget interessant.
Indåndingen bliver mindre et spørgsmål om teknik og mere et spørgsmål om intention.
Som jeg ofte siger:
Jeg synger allerede i indåndingen.
Dermed mener jeg ikke, at der kommer lyd.
Men at jeg allerede i indåndingen er ved at skabe energi, retning og musikalsk intention.
Hvordan ønsker jeg, at denne frase skal begynde?
Hvilken klang søger jeg?
Hvilken energi kalder musikken på?
Har kroppen genfundet tilstrækkeligt af sin oprindelighed, responderer den ofte automatisk på disse intentioner.
Indåndingen former sig.
Ribbenskassen former sig.
Klangfarven begynder allerede at tage form.
Derfor tror jeg ikke på én rigtig indånding.
Der findes forskellige musikalske intentioner.
Og derfor findes der også forskellige måder, kroppen kan forme sig på.
Målet er ikke at tænke mere på indåndingen.
Målet er at have gjort sit hjemmearbejde så grundigt, at kroppen igen kan reagere spontant på den musikalske intention.
Hvad betyder det for stemmen?
Hos mange sangere oplever jeg, at en mekanisk sænkning af struben kan føre til en stemme, som opleves tungere og mindre fleksibel.
Nogle mister letheden.
Nogle mister højde.
Andre mister kontakten til den klang, de oplever som deres egen.
Når kroppen i stedet får lov til at arbejde mere frit, sker der ofte noget andet.
Stemmen bliver friere.
Overtonerne træder tydeligere frem.
Dynamikken vokser.
Og ikke mindst oplever mange en følelse af:
“Der er jeg jo.”
Der findes sjældent genveje
Den diaphragmale vej er sjældent den hurtigste.
Den kræver tid.
Kropsbevidsthed.
Og tålmodighed.
Til gengæld oplever mange, at resultatet bliver mere stabilt og mere bæredygtigt.
For mig handler det ikke om at få struben ned.
Det handler om at skabe en krop, der kan vælge.
En krop, der kan forme forskellige klangfarver.
En krop, der kan reagere spontant på musikalsk intention.
Og en stemme, som har adgang til flere muligheder.
Frihed er ikke fraværet af håndværk.
Frihed er, når håndværket er blevet så integreret, at kroppen igen kan følge musikken.