Første gang jeg mødte Ian var på Fyn.
Jeg var så heldig at deltage i flere af hans ugelange kurser på Svendborg Højskole og gennem Artistforbundet. Det var uger fyldt med sang, fordybelse og inspiration – oplevelser, som stadig præger min undervisning i dag.
På kurserne begyndte undervisningsdagen i en stor cirkel. “The circle of love”. Arbejdet tog afsæt i Ian’s egne åndedrætsøvelser. Først derefter kom stemmen på. Det var hans måde at forberede kroppen, så stemmen fik de bedst mulige betingelser.
Efter åndedrætsarbejdet fulgte hans eget system af opvarmningsøvelser – skalaer og melodier, som han selv havde udviklet. Vi sang gennem hele stemmens omfang, fra de dybeste til de højeste toner, uanset om vi var sopraner, tenorer eller basser. Stemmen skulle ikke deles op i registre, men opleves som én sammenhængende helhed.
Et centralt element i arbejdet var at finde det, Ian kaldte at synge i masken. Ikke som en kunstig placering af lyden, men som oplevelsen af, at stemmen pludselig fandt et sted at klinge frit. Når det skete, blev stemmen lettere, mere resonant og langt mindre anstrengt.
Men teknikken var aldrig et mål i sig selv. Ian vendte igen og igen tilbage til det vigtigste af alt: din personlige stemme. Han søgte ikke en bestemt klang eller en bestemt skole. Han lyttede efter den stemme, som kun kunne være din, og han havde en sjælden evne til at hjælpe sangere med at finde netop den.
Det, jeg husker allerbedst, var hans enorme repertoirekendskab. Han kunne lytte til en elev og finde en sang, der passede så præcist, at det føltes, som om man fik et brev hjemmefra. Ikke fordi sangen nødvendigvis var let, men fordi den sagde noget om det menneske, der stod foran ham.
Han havde også en fantastisk evne til at gøre komplicerede ting enkle.
Jeg hører stadig hans karakteristiske engelske stemme sige:
“You’ve got to pull up in the inner ring muscle of your ass.”
Bag den humoristiske formulering gemte sig en enkel idé: Lad udåndingsarbejdet begynde dybt i kroppen. Den tanke har jeg båret med mig lige siden og oversat til mit eget sprog i undervisningen.
Meget har udviklet sig siden dengang. Jeg har fundet mine egne veje og mine egne billeder. Men noget af Ian Adams undervisning lever stadig videre – ikke som en metode, men som en naturlig del af min egen undervisning.