Nr. 2 · Efterår 2026
Når lyset går fra det ydre til det indre
Så er det efterår! En tid, jeg holder meget af.
Når jeg går eller cykler på Brabrandstien, har luften ændret sig. Den er blevet mættet. Farverne bliver dybere, og skoven folder sig ud i et næsten overvældende antal nuancer. Grønt, gult, orange, rødt, brunt. Alt synes på en måde at være blevet fortættet. Som om naturen, inden den giver slip på bladene, lige skal vise os, hvor meget den rummer. Det er smukt.

Efteråret er også en invitation til at kigge lidt mere indad. Når det ydre lys langsomt bliver mindre, kan vi være lidt mere opmærksomme på at nære og værne om det indre lys. Det kan være mange ting. At være alene med sine egne små filosofiske tanker. At være i godt selskab. At synge i et kor. At mødes over en kop kaffe og en god surbolle og få en samtale, der pludselig tager en helt anden drejning end forventet. At høre musik. Eller at opdage noget, man ikke vidste, man ledte efter.
Personligt har jeg for tiden mange drømme om at hente liv ud af mørket. Ud af intetheden.
Fra undervisningen
Noget af det, der stadig fascinerer mig efter mange års arbejde med stemmer, er, hvor tæt stemmen hænger sammen med resten af kroppen.
Vi tænker let på stemmen som noget, der sidder i halsen. Men stemmen sidder ikke ét sted. Den er hele kroppen.
For nylig havde jeg en oplevelse med en elev, der meget konkret viste mig det. Jeg arbejdede med elevens ribbenskasse med det, jeg lidt kærligt kalder De magiske handsker – Deep Oscillation.

Formålet var ikke i første omgang at arbejde med stemmen. Vi arbejdede med kroppen. Med ribbenene, bevægeligheden og med at få spændinger til at slippe.
Men bagefter skete der noget interessant. Da eleven begyndte at tale, havde stemmen forandret sig. Den var blevet dybere. Den resonerede mørkere – men ikke uden lys.
Det var ikke en tung eller mørk stemme. Der var stadig klarhed og liv i den. Men noget havde fået lov til at falde på plads, og stemmen havde fået en anden dybde.
Det er sådan nogle øjeblikke, der bliver ved med at fascinere mig. Vi havde ikke arbejdet direkte med stemmen. Vi havde arbejdet med ribbenskassen. Og alligevel var det stemmen, der fortalte os, at noget havde forandret sig.
Også derfor synes jeg, stemmearbejdet er så spændende. Nogle gange skal man ikke gå direkte efter stemmen. Man skal give kroppen bedre mulighed for at være det instrument, stemmen kommer fra.
Vi havde ikke arbejdet direkte med stemmen. Vi havde arbejdet med ribbenskassen. Og alligevel var det stemmen, der fortalte os, at noget havde forandret sig.
Musik

For nylig faldt jeg over en Mozart-klaversonate, som jeg ikke kendte. Det er faktisk lidt af en sjældenhed. Vi hører jo ganske ofte de samme Mozart-sonater, og der er bestemt ikke noget galt med dem. Men denne her er fra den unge Mozart, og jeg blev fascineret af blandingen.
Der er noget lyst og opløftet over musikken. En lethed og elegance, som man umiddelbart forbinder med Mozart. Men samtidig ligger der noget andet nedenunder. En mørkere tone. En alvor, som måske er lidt overraskende, når man tænker på, hvor ung han var.
Jeg tror, jeg altid har fundet musik mere interessant, når den rummer mere end bare det lyse. Jeg holder af glæden i musikken, men også af det lille skær af vemod. Den uventede molakkord. En melodi, der pludselig tager en anden drejning. Det behøver ikke være trist. Det er netop blandingen, der gør musikken levende.
Talestemmen
Vi begynder livet med lyde, der faktisk minder mere om sang end om tale. Som babyer pludrer vi, laver toner, glidninger og små melodiske figurer, længe før vi kan forme egentlige ord.
Men efterhånden ændrer det sig. Vi lærer sproget, ordene og de regler, der hører talen til.
Talestemmen bliver vores mest umiddelbare måde at udtrykke os på.
Vi bruger den hele tiden – når vi fortæller, underviser, møder andre mennesker, holder foredrag, spiller teater og i alle de små samtaler, som tilsammen fylder vores liv.
Talestemmen fortæller ofte mere om os, end vi selv er klar over.
Jeg har derfor arbejdet videre med hjemmesidens afsnit om talestemmen.
Aktuelt
Nye læsere og elever — det er dejligt at mærke, at den nye hjemmeside begynder at leve. Der kommer stille og roligt nye læsere til, og nye elever finder også vej.
Bloggen — især bloggen om den misforståede aggression er jeg glad for. Aggression behøver ikke at være vrede eller noget destruktivt — der findes også en sund kraft i os, den kraft, der får os til at tage initiativ, sætte noget i gang og turde fylde. Også når vi synger. En stemme må gerne ville noget. Den må gerne have retning. Den må gerne have kraft. Og den behøver ikke at råbe for at være stærk. Livet har sin egen tone →
En sidste tone
Jeg vil slutte dette Stemmebrev med et lille musikalsk billede. En bambusfløjte. En enkel tone, der bliver sendt ud i den mættede efterårsluft og langsomt finder sin vej mellem træerne. Ikke stor musik. Ikke noget, der skal imponere. Bare luft, der bliver til lyd.

Det er vel i virkeligheden det, stemmen kan: At tage det usynlige og gøre det hørbart.
Godt efterår 🍂
Jeg ville elske, hvis du har lyst til at give feedback på brevet — bare send et par ord om, hvordan det går.
— Erik
Stemmebrevet · fra Erik Storm, Sangundervisning i Aarhus