Mit første møde med Marie Bergman var et møde med en urkraft. Hun spillede guitar, som om instrumentet var en naturlig forlængelse af kroppen, og hendes stemme og krop var fuldstændig forenet. Der var ikke noget kunstlet over hendes måde at synge på. Hun var musikken.
Jeg deltog i flere af hendes kurser – blandt andet på Nordlyset i Silkeborg, gennem Artistforbundet og på Qigong-kurser langt oppe i Sverige. Hver gang oplevede jeg, at hun arbejdede med stemmen på en måde, jeg ikke havde mødt før.
Et af hendes stærkeste billeder handlede om to forskellige energier.
Den ene var Harley.
En mand i lædertøj på sin Harley Davidson. Måske ikke den mest intellektuelle person i verden, men et godt menneske. Han var tung, jordbunden og havde kontakt med sin kraft. Marie talte om, at han var forankret helt nede i halebenet – “Harleybenet”, som hun kaldte det. Vi arbejdede med dybe toner og med at lade stemmen tage afsæt så langt nede i kroppen, at den næsten kunne resonere helt ned til halebenet.
Hans modsætning var prinsessen.
Hun boede oppe i sit tårn og drømte sine smukke drømme. Hendes stemme søgte opad mod himlen, let og lys. Hun repræsenterede længslen, skønheden og det ophøjede.
Men Marie ønskede ikke, at vi skulle vælge mellem Harley og prinsessen.
Hun ville have os til at finde en tredje energi.
Ligesom gul og blå bliver grøn. Eller som kaffebønner og varmt vand bliver til en kop kaffe – noget, der er mere end summen af sine dele.
Harley og prinsessen skulle løbe væk sammen. Ud i den dybe skov bort fra slottet og forældrenes kontrol. Mødes i brystet, i hjertet, og blive til en levende kraft. En stemme, der både havde jordforbindelse og poesi. En stemme, der kunne gå ud og synge i livet.
Det billede har fulgt mig lige siden.
Der var endnu en side af Marie Bergmans undervisning, som virkelig giver mening.
Hun interesserede sig dybt for det autonome nervesystem – og især for vagusnerven. På hendes kurser arbejdede vi med Qigong, klangskåle, åndedræt og nærvær. Dengang oplevede jeg det mest som en måde at finde ro og kontakt med kroppen på.
Marie talte ikke i neurofysiologiske modeller eller lange teorier. Hun lod os mærke det på egen krop. Hun vidste af erfaring, at et menneske, som lever i uro og konstant alarmberedskab, har svært ved at udfolde sig kunstnerisk. Først når kroppen oplever tryghed, falder åndedrættet til ro, stemmen finder sin klang, og kreativiteten får plads.
Da Stephen Porges mange år senere satte ord på vagusnervens betydning gennem polyvagalteorien, greb Marie den med begge hænder. Ikke fordi teorien ændrede hendes måde at arbejde på, men fordi den gav et sprog til noget, hun allerede havde levet og undervist i gennem mange år.
Det er værd at tænke over!
De bedste undervisere begynder ikke altid med teorien. De begynder med mennesker. De lytter. De iagttager. De prøver sig frem. Og nogle gange kommer forskningen senere og giver ord til det, de allerede har erfaret.
Jeg underviser ikke, som Marie gjorde. Gennem årene har jeg fundet mine egne veje gennem arbejdet med stemmen, kroppen og sangens håndværk. Men indimellem dukker hendes billeder stadig op.
Harley.
Prinsessen.
Og lyden, der lever i hjertet
.