Vi taler meget om bevidsthed i sangundervisning.
Om at mærke.
Lytte.
Forstå.
Blive opmærksomme.
Og det er vigtigt.
Men jeg tænker af og til:
Hvor bevidst er vores musikalitet egentlig?
Når en erfaren tennisspiller står på banen, tænker han ikke:
“Nu vil jeg bruge dette slag.”
Kroppen ved allerede.
Mange års træning og erfaring har sat sig i muskler, sanser og nervesystem.
Slaget opstår.
Det er ikke tilfældigt.
Men det er heller ikke fuldstændig bevidst.
Måske er det lidt det samme med sang.
Når jeg synger, har jeg sjældent en oplevelse af, at jeg bevidst beslutter hver eneste musikalske intention.
Tværtimod.
Jeg har ofte en fornemmelse af at blive grebet af noget.
Musikken begynder at ville noget.
En frase kalder på en bestemt energi.
En klang.
En retning.
Og kroppen responderer.
Som om musikaliteten allerede kender vejen.
Den musikalitet er naturligvis ikke opstået ud af ingenting.
Den er formet af et helt liv.
Af den musik, vi har lyttet til.
Af vores kultur.
Af mennesker, vi har mødt.
En bulgarsk folkesanger.
En indisk sanger.
En jazzmusiker.
En klassisk sanger.
De vil ikke nødvendigvis have de samme musikalske intentioner.
De vil ikke indånde ens.
De vil ikke forme en frase ens.
Musikken lever allerede i kroppen.
Derfor tror jeg heller ikke, at målet med undervisning er at gøre os mere og mere bevidste om alting.
Det ville næsten blive uudholdeligt.
Tværtimod.
Vi arbejder.
Vi øver.
Vi bygger håndværket op.
Vi træner kroppen.
Vi træner stemmen.
Og langsomt bliver håndværket en del af os.
Så det igen kan træde lidt i baggrunden.
Så noget andet kan få plads.
Musikken.
Legen.
Nærværet.
Flow.
Tor Nørretranders beskriver i Mærk Verden forholdet mellem Jeg’et og Mig’et.
At langt det meste af det, vi er og gør, foregår uden for vores umiddelbare bevidsthed.
Måske gælder det også vores musikalitet.
Måske er den langt større end det, vi kan tænke os til.
Måske ved kroppen nogle gange mere, end vi gør.
Og måske er det derfor, vi af og til synger friest:
I morgenbadet.
Når vi underviser.
Når vi synger for vores børn.
Når vi står blandt tusindvis af mennesker på et stadion.
Når vi et øjeblik holder op med at iagttage os selv.
Og blot bliver grebet.
Målet er måske ikke at blive mere bevidst.
Målet er at gøre håndværket så integreret, at det ubevidste igen kan få lov til at synge.
For måske er noget af det smukkeste ved sang netop dette:
At vi arbejder disciplineret i mange år.
For siden hen igen at kunne synge med noget af den umiddelbarhed, vi havde som børn.
Ikke uvidende.
Men med et håndværk, der er blevet en del af os.
Vi former først stemmen.
Senere begynder musikken at forme os.
🌿🎼