
Fem forskellige veje ind i sangundervisningen
Gennem mine mange år som sangunderviser er jeg blevet mere og mere opmærksom på, at mine elever ikke nødvendigvis lærer det samme på samme måde.
Noget, der virker fuldstændig indlysende for én elev, kan være helt uforståeligt for en anden. En forklaring, der får den ene til at sige: “Aha, nu forstår jeg det!”, kan efterlade den næste med et stort spørgsmålstegn.
Jeg oplever grundlæggende fem forskellige indgange til læring. Fem måder at modtage, bearbejde og forstå information på.
De fleste af os bruger naturligvis flere af dem, men ofte er der én eller to, som fylder særligt meget.
Det er en vigtig erkendelse for mig som underviser. For det er ikke elevens opgave at forstå min formidling. Det er min opgave at finde den formidling, der hjælper eleven videre.
1. Kinæstetikeren – jeg skal kunne mærke det!
Det er her, jeg selv hører hjemme.
Kinæstetikeren lærer gennem kroppen og de fysiske fornemmelser. Det er vigtigt at kunne mærke, hvad der sker, og gerne helt præcist hvor det sker.
Jeg kan eksempelvis have brug for at mærke arbejdet i musculus serratus anterior eller registrere de små, præcise muskulære justeringer omkring et stemmelæbelukke.
En forklaring om, hvad musklerne gør, er ikke nødvendigvis nok. Jeg skal kunne mærke det i min egen krop.
For denne elev kan det være en stor hjælp at arbejde med konkrete kropslige fornemmelser, berøring, bevægelse og fysiske øvelser.
Det handler om at gøre kroppens arbejde sanseligt og tilgængeligt.
2. Den visuelle – jeg skal kunne se det!
Den visuelle elev har stor glæde af billeder.
Det kan være anatomiske plancher, tegninger, modeller eller underviserens hænder, der illustrerer, hvad der foregår i kroppen.
Når jeg med hænderne tegner et stemmelæbelukke i luften eller viser, hvordan et bestemt område bevæger sig, kan det pludselig give mening.
Billedet skaber en forståelse, som ordene alene ikke kunne fremkalde.
For denne elev kan en god illustration være mere værd end ti minutters mundtlig forklaring.
3. Den auditive – jeg skal kunne høre det!
Den auditive elev har et særligt godt øre for lyd.
Eleven kan høre en lyd og efterligne den. Nogle gange næsten øjeblikkeligt. En demonstration kan være utrolig effektiv, fordi eleven intuitivt opfanger klang, artikulation, ansats og mange andre lydlige detaljer.
Men her ligger også en lille fare.
Hvis underviseren demonstrerer en lyd ved hjælp af uhensigtsmæssige hjælpespændinger eller uhensigtsmæssige vaner, kan eleven komme til at kopiere netop disse.
Eleven hører ikke nødvendigvis forskel på den ønskede klang og de muskulære strategier, underviseren bruger for at frembringe den.
Derfor stiller auditiv undervisning faktisk store krav til underviseren.
En demonstration er ikke bare en lyd. Den er også et forbillede.
Det kræver, at underviseren ved præcis, hvad han eller hun demonstrerer, og er bevidst om, hvilke elementer eleven kan komme til at efterligne.
4. Eleven med de indre billeder – jeg skal kunne forestille mig det!
Nogle elever reagerer fantastisk på billeder, der ikke nødvendigvis findes i den fysiske virkelighed.
Det er forestillingens og fantasiens verden.
“Bliv bred som en motorvej.”
“Synk ind i væggen med dine hænder.”
“Forestil dig, at lyden har masser af plads til at bevæge sig.”
Eller hundredvis af andre billeder, som kan åbne for en ny fysisk eller vokal oplevelse.
Det interessante er, at billedet ikke behøver at være anatomisk korrekt. Det skal blot skabe en hensigtsmæssig reaktion hos eleven.
Det indre billede kan omgå en masse teknisk kontrol og intellektuel styring. Det kan give kroppen mulighed for at finde en løsning, som eleven måske ikke kunne tænke sig frem til.
For denne elev kan fantasien være en genvej til en ny erfaring.
5. Forståeren – jeg skal vide, hvorfor det virker!

Så er der eleven, der har brug for at forstå sammenhængene.
Hvorfor gør vi sådan? Hvad er det præcis, der sker? Hvilke muskler arbejder? Hvordan hænger åndedræt, støtte, stemmelæber og resonans sammen?
For denne elev er det ikke altid nok at få at vide, at noget virker.
Eleven skal forstå principperne bag.
En grundig anatomisk og fysiologisk forklaring kan være det, der får brikkerne til at falde på plads. Når forståelsen er etableret, kan eleven begynde at omsætte den til praksis.
Det er vigtigt, at underviseren kan levere præcise forklaringer uden at drukne eleven i unødvendige detaljer.
Forståelse kan være en stærk vej til tryghed og selvstændighed.
Den gode sangunderviser har flere sprog
Når jeg tænker over disse fem indgange til læring, bliver jeg mindet om, hvor mangfoldigt sangundervisningens håndværk egentlig er.
Vi kan ikke bare undervise, sådan som vi selv bedst kan lide at lære.
Jeg kan være tilbøjelig til at forklare noget kropsligt, fordi jeg selv har så stor glæde af at mærke musklernes arbejde. Men måske sidder der en elev foran mig, som slet ikke har brug for den forklaring.
Måske skal jeg tegne det. Måske skal jeg synge det. Måske skal jeg finde et billede. Eller måske skal jeg forklare anatomien helt ned i detaljen.
Og nogle gange skal jeg prøve alle fem veje, før vi finder den, der åbner døren.
Det er også derfor, jeg synes, sangundervisning er så spændende. Vi arbejder ikke bare med stemmer. Vi arbejder med mennesker, der hver især har deres egen måde at opleve, forstå og lære på.
Den gode underviser er ikke den, der har én fantastisk måde at forklare tingene på. Det er den underviser, der har mange forskellige måder – og ved, hvornår de skal bruges.