Som sagt, så har jeg en tro på
at dybest set har alle, der vælger at stå frem i sangen,
et helt unikt vokalt udtryk, som spejler, den vi er,
og som er vores helt eget.
Imidlertid har vi som sangere
tit meget travlt med at være og lyde
som en anden
end lige den
vi er.
Nyd denne lille historie
om hvordan det kan gå,
når vi løber fra os selv.
Der var engang en stenhugger
som var utilfreds med sig selv
og sin plads i tilværelsen.
En dag kom han gående fordi en rig købmands hus
og gennem den åbne port
så han en masse fint bohave
og mange betydningsfulde gæster.
“Hvor mægtig den købmand dog må være !”
tænkte stenhuggeren.
Han blev meget misundelig og ville ønske
at han kunne blive ligesom den købmand.
Så ville han ikke mere behøve
at leve som en simpel stenhugger.
Til sin store overraskelse forvandledes han
pludselig til købmand,
og kunne nyde større luxus
og mere magt end han nogensinde
havde drømt om,-
misundt og ilde lidt
af dem der var mindre velhavende.
Men snart efter kom en høj embedsmand forbi i bærestol
ledsaget af sine tjenere
og ekskorteret af soldater, som slog på gongonger.
Alle uanset deres magt og rigdom
måtte bøje sig i støvet for processionen.
“Hvor mægtig er dog ikke den embedsmand”
tænkte han
“jeg ville ønske jeg kunne blive en høj embedsmand”
Så blev han en høj embedsmand,
båret omkring overalt i sin broderede bærestol,
frygtet og hadet af de mennesker
der måtte bøje sig i støvet,
når han drog forbi.
Det var en varm sommerdag
og embedsmanden følte sig utilpas
i den klamme bærestol.
Han så op på solen.
Den skinnede stolt på himlen
uimponeret af hans tilstedeværelse.
“Hvor mægtig er ikke solen !”
tænkte han
“jeg ville ønske at JEG kunne blive solen !”
Så blev han solen.
Han skinnede voldsomt ned på alle og enhver,
afsved markerne og blev forbandet af bønder og daglejere.
Men sa gled en vældig sky ind mellem ham og jorden,
så at hans lys ikke længere kunne skinne
på al ting dernede.
“Hvor mægtig er ikke denne uvejrssky !”
tænkte han
“jeg ville ønske jeg kunne blive en sky.”
Så blev han en sky.
Han oversvømmede markerne og landsbyerne,
og alle skrålede imod ham.
Men inden længe opdagede han
at han blev puffet til side med stor kraft,
og han blev klar over, at det var vinden.
“Hvor mægtig er den dog ikke”
tænkte han
“jeg ville ønske jeg kunne blive vinden !”
Så blev han vinden og blæste tagstenene af husene
rev træer op med rode,
og han blev hadet og frygtet af alle under ham.
Men der gik ikke lang tid, før han løb ind i noget
der ikke ville røre sig af pletten,-
en stor knejsende sten.
“Hvor mægtig er dog ikke den sten !”
tænkte han
“jeg ville ønske at jeg kunne blive en sten”
Så blev han en sten,
stærkere end noget andet på jorden.
Men bedst som han stod der, hørte han lyden af en hammer
der slog en mejsel ind i den massive klippe,
og han følte at der gik et stykke af ham.
“Hvad kan det være, som er mægtigere end jeg,
stenen ?”
tænkte han.
Han kiggede ned og så langt under sig
en stenhuggers skikkelse.