Vi kan bruge mange år på at bebrejde os selv for ting, der skete i vores barndom. Men hvad nu, hvis vi begyndte at møde vores yngre jeg med den omsorg og forståelse, vi ville give et barn, vi holder af?
Vi bruger meget energi på at lære, udvikle os og blive bedre til det, vi gør. Men måske glemmer vi indimellem, hvordan vi behandler os selv undervejs.
Vi kan være vores egne hårdeste kritikere. Vi kan bruge år på at bebrejde os selv ting, vi gjorde eller ikke gjorde, og blive ved med at holde os selv ansvarlige for situationer, vi for længst har lagt bag os.
Men hvad nu, hvis vi kunne lære at møde os selv med den samme forståelse og omsorg, som vi ville møde et andet menneske med?
I terapeutiske sammenhænge taler man om at blive sin egen gode far. Et begreb, der handler om at udvikle en indre stemme, som støtter os frem for at kritisere os, og som hjælper os med at finde ro i vores egen historie.
Jeg har valgt at skrive far, men hvis det føles mere rigtigt for dig at læse mor, er du selvfølgelig meget velkommen til det.
Det handler i bund og grund om at blive et menneske, der er på sin egen side. Også når vi ser tilbage på de sider af os selv, vi har sværest ved at acceptere.
Vi ser tilbage med nutidens øjne
Mange mennesker bærer rundt på oplevelser fra deres opvækst, som de stadig bebrejder sig selv for. Måske var der situationer, hvor de ikke sagde fra. Måske gjorde de noget, de senere har fortrudt. Måske blev de i relationer, som ikke var gode for dem, eller reagerede på måder, de i dag har svært ved at forstå.
Når vi ser tilbage på vores barndom og ungdom, gør vi det ofte med den viden, erfaring og modenhed, vi har i dag. Vi kan tydeligt se, hvad vi ville ønske, vi havde gjort anderledes.
Men vi glemmer let én afgørende ting: Vi var ikke de mennesker dengang, som vi er i dag.
Vi var undervejs. Vi forsøgte at forstå verden, finde vores plads i den og navigere i de relationer, vi var en del af. Vi havde de forudsætninger, den erfaring og de handlemuligheder, vi nu engang havde.
Det er derfor ikke altid rimeligt at dømme vores yngre jeg ud fra det, vi først har lært senere i livet.
Hvis det var et barn, du holdt af
Forestil dig, at et barn fortalte dig om en oplevelse, som du selv havde haft i din barndom. Barnet fortæller, at det ikke turde sige fra, at det traf et valg, det senere fortrød, eller at det stadig skammer sig over noget, der skete for mange år siden.
Hvad ville du sige til barnet?
Ville du bebrejde det, at det ikke vidste bedre? Ville du forlange, at det skulle have handlet mere modent eller haft større mod?
Eller ville du forsøge at forstå, hvad der gjorde situationen vanskelig? Ville du hjælpe barnet med at se, at det gjorde sit bedste med de muligheder, det havde?
Mange af os er langt mere forstående og kærlige over for andre end over for os selv.
Vi kan rumme andres fejltrin, usikkerhed og sårbarhed, mens vi stiller urimeligt høje krav til os selv. Vi forventer næsten, at vores yngre jeg skulle have haft en indsigt og styrke, som vi først har opnået gennem mange års erfaring.
Måske fortjener vi at møde os selv med den samme venlighed, som vi så naturligt ville give et andet menneske.
At blive sin egen gode far
At blive sin egen gode far kan begynde med noget så enkelt – og så svært – som at forsøge at se sig selv med lidt mildere øjne.
Måske er der oplevelser fra fortiden, som stadig fylder. Situationer, man vender tilbage til i tankerne, og hvor man spørger sig selv, hvorfor man ikke handlede anderledes, sagde fra eller gennemskuede, hvad der egentlig foregik.
Men vi ser ikke altid klart, mens vi står midt i noget. Især ikke, når vi er unge, har tillid til andre eller længes efter at blive set, elsket og accepteret. Nogle gange forstår vi først meget senere, hvad vi egentlig var en del af.
Og når forståelsen endelig kommer, kan det være fristende at rette blikket mod sig selv og spørge: Hvordan kunne jeg lade det ske?
Måske fortjener det spørgsmål et andet svar end bebrejdelse.
Måske har du brug for at møde det menneske, du var dengang, med den forståelse, du har i dag. Ikke for at bortforklare det, der skete, men for at få øje på, hvor meget du endnu ikke vidste, og hvor svært det kunne være at finde vej i det, du oplevede.
Prøv at forestille dig, at du kunne tage dit yngre jeg på skødet, holde om det og fortælle det, at alt er fint.
Du gjorde det bedste, du kunne dengang. Og det er alt, man kan forlange af et menneske.
Du behøver ikke blive ved med at bebrejde dig selv. Jeg er her hos dig.
Måske er det netop sådan, det begynder. Med den omsorg, man ville give et barn, man holder af – og som man selv fortjente at få.
Se dig omkring – og mærk, hvad omsorg er
Prøv at se dig omkring.
Se faderen, der henter sit barn i børnehaven. Barnet løber ham i møde, han løfter det op, giver det et knus og et lille kys på kinden. Han lytter til fortællingerne om dagen, om de andre børn og om alt det, der har optaget et lille menneske siden morgenstunden.
Der er ikke nødvendigvis noget stort eller usædvanligt ved det. Bare nærvær, varme og interessen for et andet menneske. En selvfølgelighed, som alligevel rummer noget helt grundlæggende: følelsen af at være elsket og have betydning.
Måske kan du også se tilbage på din egen historie. Var der mennesker, som gav dig noget af det, du havde brug for, selv om mor eller far måske ikke kunne give dig det?
Måske var det en mormor med et særligt kærligt blik. En tante, der altid havde tid til at lytte. En storebror, der passede lidt på dig. Et menneske, som fik dig til at føle dig set og værdsat, uden at du skulle gøre noget særligt for at fortjene det.
Selv små øjeblikke af omsorg kan sætte sig dybt i os. Måske husker du stadig følelsen, selv om du ikke længere kan huske alle ordene eller omstændighederne.
Sådanne minder kan være værdifulde at vende tilbage til. Som vand til en voksende plante kan de give næring til noget i os, der stadig har brug for at vokse.
Og måske kan de minde os om, hvordan omsorg føles. Ikke som noget, vi skal gøre os fortjent til, men som noget, vi har brug for, fordi vi er mennesker.
Du behøver ikke blive ved med at lege detektiv med dig selv!
Nogle oplevelser vender tilbage igen og igen i tankerne. Vi gennemgår situationerne på ny, forestiller os alternative forløb og spørger os selv, hvorfor vi ikke gjorde noget andet.
Måske håber vi, at vi ved at analysere fortiden grundigt nok endelig kan finde en forklaring, der giver ro.
Refleksion kan være værdifuld. Vi kan lære meget af at forstå vores egne reaktioner og mønstre. Men der er forskel på at lære af fortiden og på at holde sig selv fast i en endeløs anklage.
Hvis de samme bebrejdelser bliver ved med at vende tilbage, kan det være værd at spørge sig selv:
Hjælper det mig at tænke sådan om mig selv?
Ville jeg stille de samme krav til et menneske, jeg holder af?
Er det rimeligt at forvente, at jeg dengang skulle have vidst det, jeg først har forstået i dag?
Vi behøver ikke finde en ny fejl hos os selv, hver gang vi tænker på noget smertefuldt. Og vi behøver ikke genopleve fortiden igen og igen for at bevise, at vi har forstået den.
Nogle gange er det næste skridt ikke at analysere mere, men at begynde at møde sig selv med større mildhed.
Du må gerne tilgive dig selv
Tilgivelse – at give tilbage
Forleden så jeg en scene i en film, hvor et menneske tilgav et andet. Det berørte mig på en måde, jeg ikke helt havde oplevet før. Måske fordi jeg pludselig hørte tilgivelsen på en anden måde.
Jeg hørte noget i retning af:
Du har lagt noget over på mig, som ikke er mit. Det har jeg båret på længe nok. Det kan du få tilbage.
Det fik mig til at tænke på, hvor meget vi mennesker kan komme til at bære rundt på gennem livet. Skyld, skam og ansvar for ting, som skete, før vi havde mulighed for at forstå dem. Oplevelser, hvor vi måske med tiden er kommet til at tro, at det var os, der gjorde noget forkert.
Måske kan tilgivelse også handle om at give noget tilbage. Ikke at gøre det skete ugjort, men at lægge ansvaret dér, hvor det hører hjemme.
Det, et andet menneske gjorde, er ikke nødvendigvis dit ansvar. Det, du ikke kunne vide som barn, er ikke noget, du skal straffes for som voksen.
Og måske gælder det også i forholdet til os selv. Måske kan vi begynde at give vores yngre jeg fri af den skyld og skam, vi har ladet det bære gennem årene.
Ikke ved at benægte fortiden, men ved at holde op med at tage ansvar for alt det, der aldrig var vores at bære.
Selvtilgivelse betyder ikke, at alt, hvad der skete, var ligegyldigt. Det betyder heller ikke, at man skal glemme, hvad man har oplevet, eller acceptere det, der gjorde ondt.
Det betyder, at man giver sig selv lov til at være et menneske, der har en historie – uden at historien skal definere ens værdi.
Måske kan vi ikke ændre de historiske begivenheder, men vi kan godt vende tilbage til dem i vores indre og forestille os, at noget var anderledes.
I flere terapeutiske tilgange arbejder man netop med at møde sit yngre jeg og tilføre det noget af det, der manglede dengang. Måske et varmt og kærligt blik fra farmor. Måske en stærk voksen, der træder imellem og beskytter barnet. En, der siger stop, skaber tryghed og lader barnet mærke, at det ikke står alene.
Det ændrer ikke det, der rent faktisk skete. Men det kan give plads til nye følelsesmæssige erfaringer og en anden forståelse af sig selv og sin historie.
Måske kan vi på den måde begynde at give vores yngre jeg noget af den omsorg og beskyttelse, som det havde brug for. Og langsomt lade de gamle oplevelser fylde mindre som bebrejdelser og mere som noget, vi kan møde med forståelse.
Det kan tage tid at ændre en indre stemme, som har været kritisk i mange år. Der er ingen grund til også at bebrejde sig selv, hvis det ikke lykkes med det samme.
Man kan begynde ganske småt. Ved at lægge mærke til, hvordan man taler til sig selv. Ved at stille spørgsmål ved de gamle anklager. Ved at forsøge at erstatte en hård dom med en mere forstående tanke.
Ikke fordi alt skal undskyldes, men fordi selvkritik ikke behøver at være prisen for at lære og udvikle sig.
Resten af dit liv skal ikke være en retssag mod din fortid
Vi må gerne være mere end det, vi fortryder. Mere end vores gamle fejltrin. Mere end de situationer, vi stadig ville ønske, vi havde håndteret anderledes.
Måske begynder noget vigtigt netop dér: Når vi holder op med at betragte vores yngre jeg som en anklaget, der skal forsvare sig, og i stedet begynder at betragte det som et menneske, der fortjener vores forståelse.
Du behøver ikke have været perfekt for at fortjene omsorg. Du behøver ikke have forstået alting dengang for at have værdi i dag.
Og du behøver ikke vente, til du har fået styr på hele din fortid, før du begynder at være på din egen side.
Det må du gerne begynde på nu.
En terapeut sagde engang til mig:
»Det er aldrig for sent at få en bedre barndom!«
Den sætning har jeg taget med mig. Måske kan den også give dig noget at tænke over. ❤️