“Hvordan trækker jeg vejret rigtigt”, bliver jeg tit spurgt, og mit svar er: “Det kommer sørme an på til hvad!”

Indåndingen kan have flere formål. Grundlæggende: Jeg kan trække mit vejr for at falde til ro. Det kan vi kalde den terapeutiske indånding. Eller jeg kan trække mit vejr for at lade op til eller være i aktivitet.

I den kraniosakrale praksis arbejder man med “stillepunkt”. Ved hjælp af enkle teknikker kan klienten falde helt til ro i en tilstand af dagdrømmeri. I den tilstand ser man kun en bevægelse i maven. Helt rolig opad- og nedadgående bevægelse. Ribbenskassen er helt i ro. 

Når klienten forlader “stillepunktet” begynder åndedrættet at udvide sig op i ribbenskassen. Helt tydeligt, hvis et godt “nu skal jeg vist i gang igen” gab indfinder sig sammen med et godt stræk af kroppen. 

Åndedrættet til aktivitet kan involvere hele ribbenskassen. Både mellemgulvsdelen af ribbenskassen og den costale del fra ca 7. ribben og opad.

Den frie åbning af mellemgulvet er en åbning, hvor den indre diameter forøges. Måske, som når du åbner en paraply. Ser man på hele ribbenskassen, vil diameter åbningen være størst omkring de nederste ribben, mellemudvidelse midt på ribbenskassen og mindst omkring de øverste ribben.

Man kan viljesbestemt forme dannelsen af ribbenskassen i den opladende indånding til sang: Udvide mest omkring de nederste ribben eller gå efter en maksimal udvidelse af den øverste del af ribbenskassen, den højcostale. Din måde at udvide ribbenskassen på er medbestemmende for klangfarve og evnen til at styre luft på de forskellige tonehøjder. 

Og så er der bælteåndedrættet. I nogle skoler har man en teori om, at trækker man vejret ind, så der sker en aktiv viljesbestemt udvidelse af taljen, opnår man den bedste udvidelse af mellemgulvet. 

Denne udvidelse sker ved at tarme og indvolde presses ud mod mavemuskulaturen.  I særdeleshed transversus musklen, som ligger som et bælte omkring maven næsten hele vejen rundt. 

Man kan kun lave dette pres ved at fiksere ribbenskassens nedre bevægelse, så der i stedet for en diameter udvidelse sker en udvidelse fra toppen af mellemgulvet ned på tarme og indvolde. 

Enhver fiksering af den frie ribbenskasses bevægelse er i min optik en fiksering af liv. Faktisk er fikseringen af åndedrættet en af de mest almindelig måder at klare, noget der er svært. Vi mærker mindre, vi føler mindre, vi er mindre i live. Jeg medgiver, at denne gøren sig selv lidt død er en måde at opnå ro på, men sang og gøren sig død hænger altså ikke sammen i min verden. Der er andre og bedre måder at opnå balance i nervesystemet. (se måske min video om nervesystemet):  https://youtu.be/RrpOd4UeHVY

Hele sangerkropstræningen har til hensigt at generobre tidligere tiders frihed og livfuldhed i indåndningen.

Jeg arbejdede på et tidspunkt på en arbejdsplads, hvor de studerende arbejdede med bælteåndedrættet. Da en osteopat foretog en generel kropsscreening, konstaterede han at de nederste ribben hos de fleste studerende var låste, og at bevægelsen omkring de nederste ribben ikke oversteg bevægelsen midt på ribbenskassen. Not good!

Man kan også konstatere at bælteåndedrættet faktisk låser svælgsnørernes evne til at vacuumudvide sig i indåndingen, så man som sanger bliver tvunget til at lave en mekanisk fornemmelse af åbent svælg. Måske i samarbejde med den mekanisk sænkede strube. En virkeligt dårlig kombination, som kræver et stort genopretningsarbejde for at genvinde en oprindelighed i din måde at bruge stemmen på. 

Det er ikke fordi en bevægelse omkring taljen er forbudt. Mellemgulvets frie diameterudvidelse vil selvsagt også massere nedad på tarme og indvolde, måske samtidigt med at den primære udåndingsmuskulatur, den lange lige bugmuskel, slipper/løsner tonus mellem sangfraserne for at kunne genoptage sit arbejde under lydgivning.

Hele forskellen er, at denne massage sker, mens jeg arbejder på noget andet og ikke fordi jeg fikserer og af den vej skubber tarme og indvolde ud mod bæltemusklen. 

Se en video hvor man ser mellemgulvets og ribbenskassens fri bevægelse:

Happy breathing!!