Energi – Lydstyrke
Forholdet mellem lydstyrke og energi
Mange tror, at kraftig lydstyrke kræver meget energi, meget støtte, og at stille lydstyrke kræver mindre energi, mindre støtte.
Det er en misforståelse!
En stille intens lyd kan kræve mindst lige så meget energi som en kraftig lyd på samme tone.
Det kan man øve på mange måder:
Prøv at lave en spontan kraftig lyd – ikke nødvendigvis syngende – og mærk kroppens engagement.
Det kan være, du møder en god ven og råber “hæj” eller andre spontane udtryk.
Råb kraftigt eller stille med samme energi.
Eller sæt dig på gulvet og forestil dig, at du er en atletik sprint løber. Du kender “start – parat – løb”. På parat løfter man knæene fra gulvet og hver en celle i kroppen samler energi til afsættet. Samtidig med den bevægelse trækker du vejret ind, måske med en modstand i indåndingen, som om du laver en “v” eller “f” konsonant indad. Mærk den fysiske opladning i hele kroppen. Og syng så med al den energi en stille lang glissade mellem fx to toner: En lang bølge af lyd op og ned mellem de to toner.
Eller forestil dig, at du er vældig vred og har lyst til at råbe af et andet menneske. Fuckfingeren er fremme og du er fuldt opladet af det, du har på hjerte.
Med al den energi siger du stille og meget intenst dit budskab. Eller du kan messe budskabet eller synge budskabet. Masser af energi – masser af intention – stille intens lyd!!