Hvorfor snakke funktioner …


… fremfor registre?

Sangere og sangundervisere har langt tilbage i tiden været bevidste om, at der i stemmen fandtes forskellige overgange.
Man har kunnet mærke, at man sommetider for at skifte tonehøjde eller lydstyrke ligesom skulle skifte bane, – skifte over i en anden fornemmelse.

Går man sanglitteraturen igennem, finder man et udtryk som passagio, som præcis beskriver et passage-sted, et overgangssted, et sted, hvor man går fra et til noget andet.
Og man finder beskrivelser af, at dette overgangssted faktisk kan ligge på meget forskellige tonehøjder.

Den ædleste af alle sangøvelser messa di voce (1) er præcis øvning i at kunne skrue op og ned for lydstyrken uden at man kan høre overgangene; men kræver øvning, netop fordi, der faktisk er overgange.

Og jeg googlede lige “Voice Transistions” og fik ca 2.280.000 hits.

Så jo, der er overgange i stemmen …..

Til at beskrive de områder i stemmen, vi går fra og til i sang og tale, benytter man sommetider ordet register.

Vi møder ord som det dybe register; mellem register; det høje register. Ord som fuld-register, randgister og vi møder “The mixed register”. Og i videre i den klassiske terminologi findes der et væld af register-ord, som delikat og udsøgt beskriver forskellige klange i den klassiske stemme.

Og det er faktisk rigtig fint. For indenfor den klassiske tradition er der, trods mange forskellige skoler og idealer, alligevel en vis fælles forståelse for, hvad man taler om.

Tiden går og anden stemmebrug end den klassiske fanger forskernes og undervisernes interesse : Folkesang og den rytmiske sangs mangfoldighed. Og her begynder balladen. For i stedet for at benytte nye friske termer til at beskrive stemmebrugen hos fx rock-sangere, så forsøger man at få de gode gamle klassiske termer til at give mening.

Det har ledt hen til en situation i dag, hvor jeg vil vove at påstå, at brugen af registerterminologien er blevet udvandet.

Register betyder i dag sommetider tonehøjde; til andre tider klangfarve; og sommetider lydstyrke.
Ydermere bliver mange af de rent fysiologiske termer for tiden alvorligt udfordret af den nyeste forskning :

De teoretiske forklaringer på lydstyrke deler sig i to retninger : En med hovedvægten lagt på stemmelæbernes evne til at forlænge, forkorte, fortynde og fortykke. Primært muliggjort af de indre strubemuskler.

En anden mere akustisk funderet, som fx ser ligheden mellem stemmen og en højttaler. I en højttaler findes en membran, der på baggrund af elektriske impulser, står og vibrerer : En driver. Formen på højttaleren har betydning for lyden, og man ved at formen virker tilbage på driverens svingninger i det fænomen, der hedder impedans.

Er man nu lidt pragmatisk og forsøger at integrere de forskellige teorier og forskningsresultater,  så ser det ud som om, at der sker ændringer i tre forhold, når man skruer op og ned for lydstyrken i sin stemme. Fra stille til kraftig lydstyrke :

Selve stemmelæberne fortykkes, så de gradvis svinger med større og større masse.

Lukkefasen ændres, så stemmelæberne er lukkede en større procentdel af cyklus på en given frekvens.

Selve formen af røret fra stemmelæberne til strubelåget ændres : Der bliver kort fortalt mindre og mindre plads.

Altsammen i et fint samarbejde mellem muskulære og akustiske forhold.

Så vi kan skifte lydstyrke på samtlige toner.

Vi ved allesammen, at der sker andet og mere med lyden, når vi skruer op for vores lydstyrke end at den bliver kraftigere.

Skruer jeg op for en svag lyd på mit stereoanlæg, ja så bliver den blot kraftigere. Men selve essensen af lyden forbliver den samme.

Men sådan er det ikke med den menneskelige stemme. Der sker noget mere. Som om selve lydens kerne ændres. “Lyden bliver mere fuldtonet, får mere masse, bliver mere fuldregistral.”

Altsammen ord som forsøger at beskrive det faktum, at stemmelæbetonus, lukkefase, rørets form og dermed overtonestrukturen ændres.

Cathrine Sadolin har valgt at kalde dette fænomen, at stemmen får mere og mere metal. Måske ikke det bedste ord. men dog et ord som er vidunderligt friholdt fra alle teorierne. Et ord, der beskriver, hvad vi alle kan høre.

Det ord bruger jeg fra nu af.

Synger jeg dybt, er det ret let at lave en fuldstændig glidende overgang fra svag til kraftig, hvor stemmen får mere og mere metal.

Men kommer jeg op i den øverste del af mellemlejet og videre op, så begynder det at skrue op og synge i forskellige lydstyrker, ligesom at ske i forskellige faser. De faser, hvis eksistens jeg postulerede i begyndelsen af dette lille skrift.

Vi hører til daglig dette beskrevet på mange måder : At tage fuldregistret med op, at synge mere fuldtonet, – at synge med en mellemlyd, – sådan fuldregistralagtigt- men ikke helt. At synge råbende. Osv. Osv.

Fuldregister, som når Sanne Salomonsen synger den højeste tone i “Det er ikke det, du siger”

Fuldregister, som når Whitney Houston lægger fra land på “I will always love you”.

Fuldregister, som når Jennifer Holliday går amok på et F2 i fuld power i “And I am telling
you”

At kalde alle disse meget forskellige lyde for fuldregister, eller noget der ligner, er slet ikke præcist nok.

Forskellige forskere har set nødvendigheden af et nyt sprog. Jo Estill, denne pragtfulde gamle operasangerinde, der var langt oppe i 70’erne, da jeg mødte hende, var også den første jeg mødte, med et bud på en ny stemmemodel. En af hendes pointer var netop, at registerterminologien ikke længere kunne bruges i beskrivelsen af sang.

Og så er der så Cathrine Sadolin og hendes Komplet Sangteknik.

Ja; en provokerende titel; men husk at Cathrine siger, at komplet modellen beskriver veje til at synge indenfor alle genrer; men ikke de eneste veje.

Jeg synes rigtig godt om Komplet modellen, fordi der for første gang hele tiden er overensstemmelse mellem modellen, hvad jeg kan høre, og hvad jeg kan mærke.

Og så benytter den sig i sit sprogbrug ikke af termer, som rummer en fysiologisk beskrivelse. Som fuld, rand, masse eller mix.

Jeg mener modellen giver et enkelt og samtidig omfattende billede af stemmen. Stemmens overgange forklares her som overgange mellem forskellige stier. Fire grundlæggende stier i stemmen, som Cathrine kalder funktioner; Neutral, Curbing, Overdrive og Edge

Masse-ordet er som sagt erstattet af ordet metal og der tales om tre grader af metal : ikke metallede lyde; halv-metallede lyde og hel-metallede lyde.

De tre eksempler på kvinders “fuldregistrale” sang kan dermed også præciseres :

Sanne – Det er ikke det du siger – Den høje tone : Er halvmetallet = Curbing i en ret talenær klangfarve.

Whitney lægger fra land på “I will always love you” : Er helmetallet; her overdrive i en for rytmiske sangere ret mørk klangfarve

Jennifer Holliday skriger : Helmetal; her Edge i en meget lys klangfarve.

Og når folk snakker om mixet vil de næsten altid mene halvmetallet = curbing i fra talenær til lys klang med varierende mængder af twang. MEN ikke altid ……

Jeg er ikke altid enig i den måde man indenfor Komplet Sangteknik undervisningen bruger komplet-modellen; og det kunne jeg snakke længe om. Men fordi en model måske sommetider bruges lidt uheldigt i det praktiske arbejde, behøver den jo ikke at være forkert.

Det er ikke svært at høre, om en lyd er ikke-, halv- eller helmetallet. Faktisk er der lavet et forsøg med talepædagoger, som lynhurtigt lærte at bruge komplettermerne.

Så lad det være en opfordring, også til de skoler og arbejdsmetoder, som ikke er Komplet-inspirerede at tage ved lære af Cathrines stemmemodel. Lad os dog få lagt registerterminologien i graven. Til fælles glæde for alle os, der til dagligt arbejder med at beskrive lyd.

 

1 : Messa di voce (Italian, placing the voice) is a musical technique that involves a gradual crescendo and decrescendo while sustaining a single pitch. That is, a note is sung at a very quiet volume, gradually and smoothly made louder until it reaches a high volume, then similarly made quiet again. The technique can be used on many instruments, but is perhaps best known for its use among singers.